1348 skattejægere over hele landet deltog i jagten efter landsholdets forsvundne bold! Jagten fortsætter i næste weekend. Læs her hvordan du som skattejæger kan komme med i Parken og overrække bolden til landsholdet.

Skattejægere fra Skjold BK til sidste års skattejagt. Foto: fodboldbilleder.dk

Masser af larm. Masser af sjov. Masser af varme.
Denne weekends skattejagt i Hinnerup bød både på sensommervarme og en god portion glæde blandt de 45 deltagere i HOG Hinnerup.

”Vi var fire hold, fire trænere, fire assistenter og 45 børn. Så vi larmede nok en del, så flere af de omkringboende naboer kunne høre os,” fortæller Peter Rasmussen, der var ansvarlig for afviklingen af Skattejagten i klubben.

HOG Hinnerups Skattejagt var én af de større jagte af slagsen. Østerbro Idræts Forening slog alle med en rekordstor Skattejagt med hele 60 deltagere. I mens i den anden ende af skalaen endte Vonsild FK med en lille, intim Skattejagt med kun 12 deltagere.

Men som med alt andet er det ikke størrelsen, der betyder noget. Børnene i HOG Hinnerup havde en fantastisk weekend – og det samme havde deres forældre, der hjalp til med aktiviteterne.

”Børnene har lært så meget – og de har fået en masse nye venner, fordi vi valgte at blande årgangene. Og så var det fantastisk at have forældrene med som medhjælpere,” fortæller Peter Rasmussen.

Forhåbentlig har forældrene også haft tid til at tage en masse billeder af deres poder. Vi trækker nemlig lod blandt de bedste billeder for at finde de to superskattejægere, der skal ind i Parken den 11. oktober og overrække landsholdets bold til kampen mod Frankrig. Du kan uploade dit billede på Facebooksiden eller sende det til fodboldskole@dbu.dk. Vi vælger de bedste billeder onsdag den 7. oktober.

Kan du ikke få nok af Skattejagt? Der er stadig ledige pladser i flere klubber landet over til næste weekend den 3-4. oktober. Læs mere her.
 
 
HOG Fodbold    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup     |    Tlf.