Flemming Just: Mit liv som fodboldtosset i HOG

Ukendt brugernavn/password

Mit liv som fodboldtosset i HOG

En lille pamflet af minder om mange, mange timer på og omkring fodboldbanen i Hinnerup i 1960’erne.

Af Flemming Just Tlf. 2060 4539,flemming18just@gmail.com

(En gengivelse af Flemming Justs indlæg i Støtteforeningen for Hinnerup Egnsarkivs årsskift for 2014)

En spand vand og et par nyindkøbte, men brugte fodboldstøvler.
Det var min start på den lidenskab for fodbold, som stadig brænder i mig her, hvor jeg snart fylder 64.

Jeg var 11 i 1961, da jeg i det tidlige forår første gang mødte op til fodboldtræning i Hinnerup og Omegns Gymnastikforening. I gummisko på banen ved Stadionallé.

Det kunne til nød gå med gummisko til træning. Men ikke til kamp. Og da jeg pavestolt blev udtaget som reserve til årets første rigtige fodboldkamp - det var mod Trige - var forudsætningen, at jeg mødte op i et par rigtige fodboldstøvler.

Pengene var noget små hos familien i landpostens nybyggede hus på Lupinvej i Gl. Hinnerup, så løsningen blev, at jeg købte et par brugte støvler af Carl Berthelsen - søn af byens el-installatør. Støvlerne var lavet af tykt, stift læder med korkpropper, der var sømmet op i sålen.

At løbe rundt i sådan et par støvler kunne smadre et par fødder på en halv time. Især når den hårde, stive fodbeklædning var købt brugt. Men for at undgå de allerværste gener, fik vi det råd, at støvlerne skulle i blød i en spand i et par dage. Jeg skulle så tage støvlerne på, mens de var våde, hvorefter de vil tage form efter mine fødder....

Og iklædt de fortsat stive, men også ret tunge støvler fik jeg min debut i den gule trøje. Men den første HOG-sæson blev ikke nogen dans på roser. Mine fødder gjorde ondt efter hver træning og kamp. Det kunne dog ikke dæmpe min store lyst til spillet.

HOG spillere 1960. Bagerste række fra venstre: Bruno Mikkelsen, Flemming Mikkelsen, Jørn de Place, Henning Mikkelsen, Niels de Place og holdleder Axel Nielsen. Anden række fra venstre: Bent Søndergaard, Bent Bjerregaard, Ole B. Nielsen Forreste række fra venstre: Peter Pedersen, Jørn Nielsen, Henning Løcke.

Året efter havde jeg selv tjent til et par nye støvler ved at være avisbud med Aarhus Stiftstidende, for jeg var virkelig bidt af en gal fodbold. Det var min far så absolut ikke. Han syntes, det var et tåbeligt spil, og at man let kunne komme til skade og brække benet...

Det gjorde jeg heldigvis ikke.

Fodbold, fodbold – og så skolen
Men året efter faldt jeg ned på min ene skulder til træningen. Smerterne var store, og jeg blev kørt hjem fra træningen, siddende bag på vores træner Jørgen Nielsens knallert. Dagen efter gik turen til amtssygehuset, hvor det blev konstateret, at kravebenet var revnet. Men jeg slap for en ellers annonceret operation og nøjedes med at få skulderen bundet ind og armen i en slynge.

Uheldet og min fars modvilje kunne dog ikke hindre mig i at fortsætte med at sparke til den dejlige, runde bold. Der var stort set kun to punkter på dagsordenen for mig og mine kammerater i de år: skolen – og den fyldte mindst – og så fodbold.

Selv i skolen spillede vi alt det fodbold, vi kunne komme til. I gymnastiktimerne og i skolegården. Og vi spillede hver eneste dag, når vi fik fri. Ofte på det gamle stadion for enden af Storegade, hvor der nu er bygget institutionsboliger. På et tidspunkt i en sommerferie "udviklede" vi endda et nyt fodspil:

Klubhuset på stadion var et træhus med stråtag, der på rygningen var forsynet med de velkendte krager - træstykker på kryds, der have til formål at holde tagrygningen fast. Vi knægte fandt så på at sparke bolden op af stråtaget for at ramme kragerne på rygningen. Når vi ramte dem, gav det point. Gik bolden over taget, gav det minuspoint.

Til gengæld talte det ikke med i regnskabet og konkurrencen, når bolden baldrede en rude. Det skete nogle gange, og selvom det var ferietid og stadion ikke blev brugt til træning eller kampe, så fik nogle voksne alligevel nys om vores nye spil og fik det selvfølgelig stoppet – ledsaget af kraftige skældud.

I bus sammen med heltene
Men ellers gik min drengeår også med at se fodbold. Først og fremmest ved at følge vores egne helte i Hinnerup – HOG’s bedste seniorhold. Både på hjemmebane ved Haldum-Hinnerup-skolen og på udebane.

I begyndelsen af 1960’erne hyrede klubben en bus til at køre til udekampene. Både til træner, ledere og spillere, men også til de af klubbens faste tilskuere, der var plads til i bussen. Der var ingen tilmelding. Man mødte bare op på det fastsatte tidspunkt til afgang – og nogle gange måtte man slukøret cykle hjem igen, fordi der ikke var plads til alle i bussen. Eller i de få biler, der også kørte afsted med spillere og tilhængere.

Det skete heldigvis ikke ret tit og i en periode var jeg fast inventar i bussen, hvor vi kunne komme helt tæt på de lokale fodbold-koryfæer. Jeg husker blandt andet en gang, jeg kom til at sidde ved siden af Niels de Place. Det gjorde stort indtryk på mig, at han ikke alene gav mig en plade chokolade, men også gad at snakke med en 13-årig knægt. Det satte yderligere ild til min fodboldpassion, for Niels var en af stjernerne på holdet – måske den største. Igennem en lang årrække gled den lynhurtige og driblestærke wing af på stribevis af tacklende forsvarsspilere og lavede stribevis af spektakulære mål for HOG.

Niels de Place var så fantastisk en spiller, at han nemt havde kunnet begå sig på et langt højere plan. – Faktisk havde AGF kløerne ude efter Hinnerup-spilleren, men Niels de Place afslog de flatterende opfordringer fra den århusianske topklub og har spillet og været aktiv i HOG i mere end en menneskealder. Helt fortjent er han æresmedlem i klubben.

Brødrene Mikkelsen
Men også andre af de spillere, som jeg og andre fans kunne sidde sammen med i bussen i 1960’erne, havde stjernestatus og potentiale til meget mere. Det gælder f. eks. to af de tre brødre Mikkelsen, Flemming og Henning, der ligeledes fik henvendelser, opfordringer og tilbud om at komme til klubben i Fredensvang i Århus.

Men nej. Flemming Mikkelsen med det rene, knaldhårde vristskud og Henning Mikkelsen – hurtig målmager helt i front – foretrak også at blive i Hinnerup og HOG på et tidspunkt, hvor prof-fodbold endnu lå langt ude i fremtiden.

Brødrene Mikkelsen – den tredje var Bruno, der var en solid back og forsvarsspiller – var anledning til en af mine klareste, men også meste triste og dramatiske erindringer, da jeg som stor dreng var med til udekampene i bus.

De tre brødres far var slagtermester Ejner Mikkelsen, der ligesom flere andre fædre, familier og venner trofast fulgte i hælene på førsteholdet til udekampene. Ejner Mikkelsen var også på plads ved sidelinjen til en udekamp ved Randers – det var så vidt jeg husker mod Randers KFUM – da han under kampen pludselig faldt død om, ramt af et hjertestop.

Jeg stod lige over for, men heldigvis på den modsatte af side af banen ved midterlinjen. Kampen blev naturligvis stoppet med det samme og hurtigt aflyst, da de tre Mikkelsen-brødre chokerede og knuste forlod banen for at følge deres afdøde far til sygehuset.

De trofaste publikummer
Der var ganske mange tilskuere til HOG’s hjemmekampe i 1960’erne, hvor førsteholdet de fleste af årene enten spillede i serie 2 eller serie 1. De store kampe mod f. eks. divisionsreserverne fra AGF, Randers Freja, Vejle Boldklub og andre blev ofte set af 4-500 mennesker.

Nogle af tilskuerne var mere trofaste end andre. I erindringen husker jeg især en håndfuld – der har helt sikkert været flere – som mødte frem til hver evig eneste kamp, og som ligefrem satte en form for præg på kampene. Simpelthen fordi de var en del af underholdningen. De ligesom hørte med det at se en kamp med HOG på banen. Alle vidste, hvem de var, og hvad de hver især stod for. Hvad de lavede til daglig, hvilken relation de havde til spillere og klub og hvordan de reagerede på begivenhederne – kampen.

Det var ikke unge mennesker, som man mestendels kender det i dag i de organiserede fanklubber. Men derimod modne fædre – som Ejner Mikkelsen – eller anden familie til spillerne. Eller også var disse mænd bare fuldstændig bidte af en gal fodbold. Hvilket ofte åbenbarede sig, når dommer eller spillere blev tildelt hidsige brøl, jubel eller mishagsytringer.

Disse HOG-tifosi mødte som oftest op i deres arbejdstøj. I hvert fald til aften- og lørdagskampe. Slagteren i sin hvide kittel, smeden i sin snavsede kedeldragt, bankmanden i habit med slips og den DSB-ansatte i uniform, pakhusarbejderen i blå kittel og så videre.

Navne som Arne Nielsen - Klap-Arne, fordi han flittigt ytrede sit bifald – smed Toft, Tagmos, Alfred Sørensen og Simon Christensen, der i parentes bemærket ud af sin børneflok på syv ”leverede” seks spillere til HOG, var nogle af dem, der på sidelinjen var med til at skabe 60’ernes særlige HOG-ånd og identitet.

Debutår med nedrykning
Den solide opbakning på sidelinjen kunne dog ikke forhindre, at jeg måtte lide den tort at rykke ned med klubbens serie 1-hold, da jeg selv debuterede på HOG’s stolte flagskib.

Det var i 1967. Flere førsteholdsspillere var rejst. Derfor måtte træneren ty til at sætte helt unge spillere på holdet – vi var en håndfuld ynglinge, der nok var talentfulde, men slet, slet ikke erfarne og robuste nok. Det var blandt andre Steen Sørensen, Kaj Christensen, Kurt Christensen, Orla Stærk og undertegnede. Så flagskibet sank og rykkede ned, selvom det stadig talte navnkundige HOG'ere som Niels de Place, Flemming Mikkelsen, Helge Madsen, Gregers Mikkelsen og flere andre.

Min HOG-feber holdt sig endnu nogle år på førsteholdet med trænere som Gunnar Kjeldberg, Jens Iversen og Tage Lausdahl. Da jeg flyttede fra byen, ebbede feberen ud. En dejlig epoke var slut. Til gengæld har lidenskaben for spillet været holdt i live i de byer, jeg siden har boet i: Vejle, Fredericia og nu Haderslev, hvor Sønderjyske får mine fodboldårer til at boble.