Oasen - Hinnerups nye aktivitetshus!

HOG Fodbold har en vision om altid at tilbyde det bedste til vores medlemmer. Dette har født en tanke, om udvikling af vores område på grusbanen til et aktivitetsområde indeholdende et aktivitetshus til brug for alle i Hinnerup. Aktivitetshuset skal placeres ved Haldum-Hinnerup anlægget og det skal være med til at videreudvikle det klubmiljø, som vi har i HOG. Projektet er sat i søen i foråret 2021. Nu håber vi, at Favrskov Kommune giver os lov til at sejle videre med planerne, så alle involverede kan få et lækkert sted at mødes.
 

 

 
Aktivitetspladsen skal være samlingsstedet for børn, unge og ældre. Tanken er at tænke så mange forskellige brugergrupper ind i projektet som muligt. Ideen har været at skabe en aktivitetsoase, der indeholder udendørs støttepunkter og mødesteder, der kan inspirere til nye måder at være fysisk aktiv på året rundt - og som kan benyttes af såvel selvorganiserede som organiserede grupper, foreninger og institutioner. Under den brede vifte af både faste og ad hoc aktiviteter med mange udviklings- og koblingsmuligheder, som kan inspirere til nye måder at være aktiv på, og som kan benyttes af skoler, institutioner, foreninger og andre aktører som ovenfor nævnt.

En oase betegner ”et frugtbart sted i en ørken, der ved den større eller mindre vegetation adskiller sig fra dens omgivelser”. Inspireret af dette kan denne oase i Hinnerup forstås som et aktivitetsinspirerende sted, der adskiller sig fra omgivelserne ved dens særegne og aktivitetsfremmende karakter. Aktivitet skal i denne sammenhæng forstås bredt lige fra fysisk krævende aktivitet til mere afslappende udfoldelse og rekreativt ophold for alle aldersgrupper.

Der er tænkt masser af aktiviteter ind i projekt "Oasen"

 
Projektet afspejler i den grad et ønske om at tilgodese en bredde og mangfoldighed og en stor mængde forskellige brugere, så hele Hinnerup som by får mest muligt ud af projektet.
Aktivitetspladsen er derfor tænkt som et sted, hvor hele familien kan motionere sammen. Man sætter sin pode af til fodbold, mens lillesøster boltrer sig med vennerne i en af legeaktiviteterne på pladsen, og far og mor kan løbe en tur rundt på løbe-banen eller dyrke crossfit langs aktiviteterne på Hjertestien, der skal slynge sig gennem hele anlægget i udkanten af banerne. På denne måde aktiveres hele familien på samme tid og uden spildtid.

Nedenfor følger en række visualiseringer af muligheder med Oasen og området omkring HH-anlægget.

 

 

Aktivitetsområdet som det kunne se ud ved Oasen 
 
Plantegning som klubhuset kan blive indrettet 
 
Visualisering af Oasen indefra  
 
Oasen set fra Kunstgræsbanen - Vibe Arena
 
 

HOG Fodbold    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup     |    Tlf.